Passagerer med handicap eller nedsat mobilitet

Kvinde, der booker en Finnair-billet online

For at sikre, at du får en behagelig flyrejse, bedes du informere os på forhånd om eventuelle handicap og behov for assistance. Hvis det er påkrævet, sørger vi for en hjælper, som kan hjælpe dig med at komme omkring i lufthavnen og at komme hen til flyet.

Reservation af din flyrejse

Vi anbefaler, at du informerer os om dit handicap eller behov for assistance i lufthavnen og/eller om bord på flyet, når du reserver din billet.

Hvis du er fysisk handicappet eller har nedsat mobilitet, skal du give os besked om dit behov for assistance mindst 48 timer før afrejse – gør dette ved at ringe til vores lokale servicenummer eller udfylde denne formular. I Finland er det lokale servicenummer 010 804 042. Hvis du rejser på en pakkerejse (AY1000-serien), skal du kontakte din rejsearrangør.

Hvis du har en alvorlig sygdom, bedes du fortælle os det, før du flyver – for yderligere oplysninger, se Sygdomme, der begrænser flyrejse.

Hvis du har nedsat mobilitet, transporterer vi gratis alt det udstyr, du har behov for, for at sikre dit velbefindende, forudsat at du fortæller os om dette udstyr, når du foretager din reservation, og at der er plads til det i flyets lastrum. Se Bagage, hvis du vil have mere at vide.

Assistance til handicappede passagerer

Inden for EU er det lufthavnens ansvar at assistere handicappede passagerer og passagerer med reduceret mobilitet. Hvis du har reduceret mobilitet, vil lufthavnen sørge for, at du får assistance inden for terminalbygningerne, parkeringsområderne og andre offentlige områder. Hvis der er behov for det, hjælper Finnair også med check-in, sikkerhedskontrol, grænsekontrol, at komme omkring i gateområdet og ombordstigning på flyet. I Helsinki lufthavn må den person, der følger dig til lufthavnen, ledsage dig til afgangsgaten ved at indhente tilladelse hertil ved check-in-skranken.

Ved person med reduceret mobilitet forstås en person, hvis mobilitet permanent eller midlertidigt er reduceret på grund af manglende fysisk formåen (grundet sanse- eller bevægeapparatet), nedsatte åndsevner, alder, nedsat syn eller hørelse eller andre årsager til handicap, som gør, at de har behov for assistance, når de rejser. Assistanceservice er gratis for PRM-passagerer.

Ankomst til lufthavnen

Hvis du har brug for det, kan du blive mødt af en hjælper, når du ankommer til Helsinki lufthavn. Alternativt kan du også gå direkte til check-in-skranken.

Hvis du har behov for assistance, skal du henvende dig ved et af de opsamlingssteder, som er markeret med det internationale handicapsymbol, senest 2 timer før afrejse. Opsamlingsstederne findes i parkeringsområderne P3 (niveau 2) og P5 (niveau –2) på afgangsetagen uden for Terminal 2 og i check-in-området 201–232. Parkeringspladser for handicappede er også tilgængelige.

Hvis du ikke har brug for assistance for at komme hen til check-in-skranken, men vil få behov for assistance under eller efter check-in, skal du sørge for at melde dig ved check-in-skranken mindst en time før flyets afgang.

I lufthavnen

Der er en særlig check-in-skranke i Helsinki lufthavn for passagerer, der har brug for hjælp. Skranken bærer skiltet ”Special Passengers (Særlige passagerer)” og er markeret med de tilhørende internationale symboler. Hvis du ønsker det, vil personalet ledsage dig hele vejen fra check-in-skranken og om bord på flyet.

Hvis du har brug for særlig assistance, vil du få lov at gå om bord på flyet før de andre passagerer, så vores personale kan spørge om dit behov for assistance under flyvningen, og så det er nemmere at hjælpe dig om bord på flyet, hvis dette er påkrævet. Af denne grund anbefaler vi, at du ankommer til afgangsgaten senest på det tidspunkt, som er angivet på dit boardingkort.

Under flyvningen

Passagerer med nedsat mobilitet vil primært blive placeret på vinduespladser.

Finnair kan ikke tilbyde handicaphjælpemidler som f.eks. puder, der kan gøre sædet højere, så du skal kunne sidde i et almindeligt flysæde.

Alle vores interkontinentale flyvninger, der beflyves af Airbus A340-300- og A330-300-fly, er udstyret med en kørestol til toiletbesøg.

Hvis du har brug for hjælp til at tage medikamenter, spise, komme på toilettet, komme op at stå eller kommunikere, skal du være ledsaget af en personlig hjælper.

Efter flyrejsen

Når du ankommer til din destination, vil du blive mødt af en af vores ansatte, som vil yde dig den nødvendige assistance, så du kan fortsætte din rejse. Hvis du har brug for hjælp til at forlade flyet, vil dette ske, efter at de øvrige passagerer har forladt det, så vi har mere plads og tid til at hjælpe dig.

Efter at du har forladt flyet, vil du blive hjulpet hele vejen til dit næste transportmiddel (tilslutningsfly, bil, taxi eller bus).

Klager fra kunder med særlige behov på amerikanske afgange

Kapitel 382 i US Air Carrier Access Act (ACAA) forbyder forskelsbehandling på grundlag af handicap i luftfarten og gælder for flyselskaber, der flyver til og fra USA. I det tidsrum, hvor der flyves til og fra USA, har Finnair uddannede Complaint Resolution-personale i Helsinki lufthavn og JFK International Airport for at tage sig af klager i forbindelse med handicap.

Hvis du vil indgive en klage efter din flyrejse, skal du gøre det til Finnair Customer Relations i Helsinki – du skal bruge feedbackformularen.